Få mest muligt ud af dit filmbudget

Der er ingen tvivl om, at valget af filmtype, længden og formatet spiller ind på engagementet fra din målgruppe. Groft sagt betyder det, at de dage hvor du kunne få produceret én film og bruge den på tværs af platforme, er forbi.

Den flotte og dyre brandingfilm, du har fået lavet, fungerer perfekt på websitet. Til gengæld rammer den ikke målgruppen på alle andre relevante touch points. Det vil nemlig kræve, at den tilpasses lige netop de medier, den (også) skal leve på.

Men hov, virksomheders filmbudget er jo ikke nødvendigvis vokset, bare fordi modtagerne er blevet sværere at nå ud til og mediebilledet er ekspanderet! Og her kommer begrebet ’versioneringer’ ind i billedet.

Tilpassede versioner på tværs af platforme og budskaber

Når man i filmverdenen taler om versioneringer, handler det i bund og grund om redigering og tilpasning af eksisterende materiale, som kan anvendes flere steder. Det kunne fx være en produktfilm, der også skal bruges til annoncer på SoMe. Eller en reklamefilm, der skal køre på tværs af lande og derfor kræver ændringer i sprog og grafikker.

Med versionering kan du altså omforme eller ændre på din film, så indholdet passer ind der, hvor den skal vises. Selv om det er samme film, der er udgangspunktet, kan versioneringerne sagtens afspejle nogle forskellige budskaber og formål. Ligesom målgruppen kan være en helt anden, hvis platformen er TikTok og ikke LinkedIn.

Digitale annoncer for Ecookings solcreme, hvor elementer fra filmene er brugt på forskellige måder.

(Gen)brug af eksisterende filmmateriale

Når det arbejdes med versioneringer, er det afgørende at kende behovet fra start. Hvis du lige som Ecooking ved, at filmmaterialet skal kunne splittes op i mindre content-bidder, så nytter det ikke at filme en historie, der kun giver mening som helhed. Ecooking vidste ligeledes, at indholdet skulle anvendes på SoMe, hvorfor formatet er tænkt på højkant frem for vandret allerede i filmoptagelsen.

En versionerbar opbygning fra start gør det langt nemmere at udskifte produkter, forkorte filmen uden at budskabet forsvinder eller ændre i grafiske elementer. Pointen er, at man har et solidt fundament og nogle gennemarbejdede byggekloder, som kan rykkes rundt efter behov.

Kend slutresultatet og opnå bedre resultater

Der skal gøres mange overvejelser, inden et kreativt filmprojekt søsættes. Lyd vs. ingen lyd, vandret vs. lodret format, call to action eller ej – og listen fortsætter. Opgaven bliver ikke lettere, når man som nævnt i princippet skal bruge forskellige film til hver specifik platform for at få de bedst mulige resultater.

I arbejdet med versioneringer er det derfor ekstremt vigtigt, at du har indsigt i de kanaler og budskaber, der er optimale for lige netop din målgruppe. Det gør dig nemlig i stand til at vurdere hvilke klip, optagelser og animationer, der kan (gen)bruges på forskellige og ikke mindst effektive måder.

Skal vi tage en snak om mulighederne for versioneringer i dit kommende filmprojekt?