IT-supporter elev til M2 Film

M2 Film søger en IT-supporter-elev, der sammen med vores øvrige IT-team kan hjælpe med daglig support og systemopbygning til vores hovedkontor i Aarhus.

IT-afdelingen er en servicefunktion, hvor den primære opgave ligger i at yde service og daglig support til de mange brugere. Afdelingen supporterer dagligt M2 Films ca. 90 brugere, hvoraf de fleste er på vores hovedkontor i Filmbyen i Aarhus, mens resten er på vores kontor i København eller arbejder remote.

Vi er et 90% Mac-baseret miljø, men mange services kører på Linux/FreeBSD. Enkelte brugere og servere arbejder via Windows, men dette er ikke vores primære platform. Vi har også en del virtualiserede servere (VMware) i miljøet.

Om jobbet:

Som elev hos os er du først og fremmest beskæftiget med:

  • Daglig support af de ca. 90 brugere i Aarhus: Mail, web, print, serveradgang – alt hvad der skal til, for at hverdagen fungerer
  • Brugeradministration og lettere server-administrationsopgaver
  • Installation/Deployment af nye maskiner
  • Tests og eksperimenter – vi skal udfordre os selv på nye muligheder og værktøjer
  • Sikre høj performance samt sikkerhed på vores løsninger
  • Scripting – vi laver mange værktøjer selv
  • Og diverse ad hoc-opgaver: Flytning og opsætning af arbejdsstationer, lidt fornødent ”kabel oprydning” etc.

Du får et tæt samarbejde med M2 Films IT-ansvarlige, og rejseaktivitet til vores kontor i København kan forekomme af og til, dog primært i tilfælde af at dette har din interesse.

Vi forventer, at du:

  • trives godt i en travl hverdag og ikke er genert. Som IT-supporter kommer du i berøring med alle vores ansatte og mange af vores kunder – du skal derfor fungere godt med en bred kontaktflade med mange forskellige mennesker
  • er teknisk dygtig, grundig, systematisk og idérig, nysgerrig på ny teknologi og ikke bleg for at tænke ud af boksen
  • er initiativrig og kan selv gå i gang med næste opgave uden at gå i stå. Der bliver ligeledes sat stor pris på, at du har en holdning til tingene, og at du er i stand til at udfordre projektet, så vi når det bedst mulige resultat
  • at du har gennemført grundforløbet på Data- og kommunikationsuddannelsen.

Vi ser gerne, at vores nye elev har tidligere erfaring fra en servicefunktion som f.eks. kundeservice, kundebetjening, callcenter, supportfunktion, detailhandel eller lignende. Har du erfaring med brug af Mac, vil det være en fordel men intet krav.

M2 Film som arbejdsplads

M2 Film er Danmarks førende leverandør af reklamefilm og branded content til alle platforme, og vi er ikke nogen typisk IT-virksomhed. IT er en support-funktion – ikke vores produkt. Du vil hos os, ud over traditionel IT, kunne stifte bekendtskab med kamerateknik, studieoptagelser, lyd og lys samt alt, hvad der hører filmproduktion til.

Vi gør mange ting på vores egen måde og skaber selv mange af vores løsninger og workflows.
Huset er fyldt med kreative, ambitiøse mennesker, der forventer, at tingene virker. Samtidig er vi hos M2 Film én stor familie, som alle er passionerede inden for hvert vores felt.

Du kan forvente en masse spændende udfordringer og ansvar i et trygt miljø af gode, kreative og erfarne kolleger på en ambitiøs og uformel arbejdsplads. Vi har et ungt og dynamisk arbejdsmiljø med et godt socialt fællesskab, som du inkluderes i fra start, så du føler dig som del af virksomheden på lige vilkår med resten af kollegerne.

Alt det praktiske:

Stillingen har base i M2 Film i Filmbyen i Aarhus, og det er her, du vil tilbringe de perioder, hvor du ikke er på skole.

Vi søger en elev, der kan starte op så hurtigt som muligt, men vi venter selvfølgelig på den rette kandidat.

Vi indkalder løbende til samtale og forbeholder os retten til at fjerne opslaget, så snart vi har fundet det rigtige match.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte IT Team Lead Jesper Møller Andersen på jesper@m2film.dk. Bemærk at ansøgninger ikke modtages på denne mail.

Interesseret? Så send os snarest muligt din motiverede ansøgning samt CV. Vi glæder os til at læse din ansøgning!

Apply NOW